Menu

Kunstgræs i Hundested venter på os

image
14. december 2014 kl. 11:26
Klar til brug for MLI efter nytår

Kunstgræsbanen i Hundested blev fredag den 5. december 2014 meldt klar til brug.

Det er Halsnæs Kommunes anden bane. Den første kunstgræsbane ligger i Frederiksværk og blev indviet lørdag den 15. november 2014. Med de to kunstgræsbaner har kommunen investeret 10 mio. kr. i at forbedre forholdene for kommunens idrætsudøvere.

Størt ønske nu opfyldt

Fodboldtræningen kan blive helt anderledes denne vinter i både Frederiksværk og Hundested. Det har været et stort ønske fra de lokale foreninger, og nu er det virkelighed i Halsnæs. To kunstgræsbaner.

Borgmester Steen Hasselriis udtaler:

"Jeg er rigtig glad for at byde foreningerne velkommen til at tage banerne i brug. Foreningerne har en stor del af fortjenesten i prioriteringen af de to baner. De ved, hvad der er brug for. Og vi gør vores bedste for at imødekomme behovene politisk."

Banerne er blevet til i et konstruktivt samarbejde mellem fire lokale foreninger, en rådgiver, entreprenører og kommunen.

Efter nyeste principper

Kommunens projektleder og leder af Idrætshallerne Henrik Høy-Caspersen fortæller:

"Det er noget nær et perfekt samarbejde. Selv vejrguderne har været med os i projektet. Anlægsarbejdet gik i gang i august i år og blev færdigt inden frosten satte ind. Kun 4 måneder!"

Kunstgræsbanerne er konstrueret efter de nyeste principper på området og lever fuldt op til gældende miljøkrav.

I Frederiksværk er ”græs”-arealet 76 x 111 m. og i Hundested er banen en m. længere. Begge baner er omkranset af hegn og forsynet med nye lysanlæg.

For alle foreninger

Principielt skal alle de lokale foreninger kunne anvende banerne efter de retningslinjer, der gælder.

Der har derfor ligget en opgave i at fordele tiderne hensigtsmæssigt mellem de interesserede foreninger. Faktisk er det foreningerne selv, som er enedes om et oplæg til fordeling, som kommunen efterfølgende har godkendt.

”Ved at skabe attraktive idrætsfaciliteter skaber vi også et mere attraktivt Halsnæs, hvor det er sjovt at bevæge sig."

"Det er godt for vores foreninger og idrætsudøvere i dag. Mit håb og ambition er, at det også kan være med til at øge antallet af tilflyttere til vores kommune og dermed betyde vækst," konkluderer Steen Hasselriis.

 

KILDE: Halsnæs Avis

Luk